Æstetisk Redskab 2
Video 9 minutter
Fotoraf Joachim JoJo Johannesen
Klip Jiji
Music Jonas Berg
Jury: Jury Peter Flejsborg, gallerist. Jesper Rasussen, rektor Det Jydske Akademi. Pernille Lærke Andersen, forperson KP
Jurys begrundelse for KP-Prisen 2023 med følgende motivering:
Charlotte Skaks video;"Æstetisk Redskab" er et eksempel på, at enkelthed fungerer, når bare
substansen er i orden. Der sker ikke andet i videoen end at tre ældre kvinder i undertøj danser stille
og lydløst rundt i et mørkt, udefinerligt rum.
Den er meget nemt at aflæse videoen som et simpelt, kropspolitisk statement, hvor de tre
kvindekroppe repræsenterer et andet kropsideal end det ungdommelige, slanke, veltrimmede look,
som medierne normalt markedsfører. Og det er et statement, som efterhånden er en banal, politisk
meningstilkendegivelse, der allerede er velkendt og integreret i samfundsdebatten.
Så det er i sig selv ikke så interessant.
Videoens styrke ligger derimod i, at den hviler i sig selv og er meget ærlig og loyal overfor sit emne
og sine aktører. Der er ingen unødig iscenesættelse, ingen distancerende ironi, men en stærk tiltro til
at de dansende kvinder deltager i deres egen ret uden at repræsentere andet end sig selv og deres
skønne kroppe.
De nyder tydeligvis deres tilstedeværelse, uanset hvad andre måtte mene.
Skønheden, det skønne, som kunsten historisk altid har beskæftiget sig med, udfoldes med
påfaldende styrke, ikke mindst i nærbillederne af maver og lår, hvor hudens former, farver og
bevægelser er nøgterne og skønne som i et renæsancemaleri.
Som titlen siger, er der tale om et æstetisk redskab.
Så tillykke til Charlotte Skak med KP-prisen 2023!